Så altså, Mads hørte det ikke fra politiet eller nogen andre for den sags skyld. Han fortalte det til gengæld til Solveig, som fortalte det til Aage. Præsten vidste det angiveligt på forhånd, men til det er der nok flere sider af samme sag.
Kort efter besøget i konfirmandstuen gav præsten alle i både Langå, Øksendrup og Svindinge besked og åbnede døren til et krisemøde:
Opslaget landede på Facebook omkring kl. 18, mens Anders var i bad. Ubekymret lod han vand og sæbe gøre sit, for han skulle til foredrag i kirken. Da han forlod badeværelset igen, var det hans kone, der overrakte beskeden. Der var sket et mord. Det værst tænkelige for et sted som Langå, hvor alle var på hat med hinanden og talte sammen over hækken.
“Hvad er det dog for en by, vi har købt et hus i?” havde Anders tænkt, og så var han blevet enig med sin kone om, at de måtte tage afsted. Der skulle nok være noget politi til stede, som kunne give klar besked om, hvad der foregik.
En times tid senere befandt de sig foran konfirmandstuen, og bevægede sig blandt omkring tyve andre mennesker indenfor. Godt halvdelen med smil, for de kom udenbys fra og glædede sig stadig til det foredrag, som de ikke vidste, var aflyst. Gæsterne slog sig ned ved langbordet, og Anders lod blikket vandre i sin søgen efter ordensmagten. Men der var intet politi, blot præsten ved bordets ende.
Præsten førte ordet, mens forskellige beboere fortalte om deres forhold til den afdøde. Dog afbrudt af vidnesbyrd, for beboerne kunne alligevel ikke dy sig for at lade slippe, hvad de tidligere havde set den dag ved Mejeriet. Efter en times tid var den fornøjede stemning fuldt forduftet, og de fleste gæster puslede atter ud i gangen for at hente deres jakker. Anders vidste stadig ikke, hvad der var hoved og hale i det hele. Det eneste, han vidste, var, at ingen vidste noget.
Da Anders var på vej ud af lokalet, overhørte han nogen spørge præsten, om det ikke var gået lige hurtigt nok med det opslag. Hun puttede sig lidt, men overgav sig til sidst med et kort nik. Selv tænkte Anders, at der ingen grund havde været til at melde ud på det forkromede medie, at der var sket et mord. Kvinden bag tasterne var trods alt præst og ikke betjent. Det var næsten en upassende historie at fortælle, og var det nu ganske vist?
Så altså, Anders hørte det fra sin kone, som læste det i opslaget på Facebook, som var skrevet af præsten. Som bekendt er det endnu uvist, hvor præsten havde det fra.
Panikken forsvandt med solen den dag i april. Solveig og Aage tilbragte mandag aften i stuens lædermøbler, for det var da for åndssvagt med det krisemøde i kirken. Dorte syntes, at mødet var på sin plads, men blev alligevel hjemme med sine gæster. Efter den nødvendige smule sladder vinkede hun dem ud af indkørslen omkring kl 23. Anders tog hjem og i seng, for under hans tag har de det med tidlige sengetider. Det var dog ikke så let at falde i søvn. Mads deltog ligeledes i mødet, og tog efterfølgende hjem for at passe sig selv foran fjernsynet.
Da næste dag meldte sig i Langå, var der ikke mange, der endnu troede på, at der skulle være tale om mord. Omkring et døgn efter dødsfaldet i Mejeriet, blev Facebookopslaget taget ned, og erstattet af et nyt, hvor mord i stedet blev omtalt som et ulykkeligt dødsfald. Da atter et døgn havde passeret, meldte politiet endegyldigt ud, at mord var en udelukket årsag. Den dag i dag er Mads fortsat overbevist om, at hans genbo måtte dø på uretfærdig vis. Han og præsten er sidenhen flyttet fra byen.
Mordet i Langå kom i avisen, og det blev trykt, og det er ganske vist: en lille fjer kan nok blive til fem høns.