En af historierne går på, at en kvinde skulle have ligget død i knap fjorten dage med en samlever, der vistnok var så omtåget, at han hverken lagde mærke til hendes dødsfald og ej heller gjorde noget ved det. Hvad værre dog er, så skulle en kat angiveligt have ladet sig friste og begyndt at nappe af den døde kvindekrop, inden politiet fandt hende. Derudover har der været tale om knivstikkeri, tæskehold, smadrede biler og vinduer og en kvinde, der hoppede ud fra første sal.

Med den forbandede fortid kom det altså ikke bag på Solveig eller nogle andre for den sags skyld, at nogen i Mejeriet med tiden måtte lade livet ved en andens hånd. Trist, men sandsynligt.


Foran Mads strakte præsteboligen og konfirmandstuen sig med marker i ryggen, og bag ham traskede uniformer stadig rundt. Klokken var omkring 17, og politiet havde været i gang i knap en times tid. Mads og hans kone skulle egentlig holde foredrag den aften, men nu var de på vej til præsten, for de var kommet i tvivl siden eftermiddagens hændelser.  

Tidligere på dagen, havde Mads set udrykning hos sin genbo, og der var ikke nogen, der behøvede at fortælle ham, hvad der var sket, for genboen var fra Mejeriet, og Mads kendte udmærket de fortalte historier. Det var ganske vist et mord.

Mads var ganske ny tilflytter, og havde kun boet i byen i et par år. På trods af det havde han nået at finde sig til rette i de flestes hjerter, og han deltog glædeligt i fællesspisninger og andre arrangementer. Hans fortid var heller ingen hemmelighed, og han delte den gerne med de andre beboere, der var mere af hr.-og-fru.-Danmark-skuffen end han selv. Det var også fortiden, han skulle fortælle om den aften i konfirmandstuen. Mads var tidligere misbruger, havde stukket sig selv i armen det meste af sit liv og rundet hospitalet over 300 gange. Med det liv i lommen havde han set lidt af hvert og udviklet en form for immunitet, der gjorde ham i stand til at forholde sig ganske roligt trods omstændighederne.

Derfor kunne han nøjes med at tænke, at det var lidt underligt med det mord, da han trådte ind i konfirmandstuen den mandag. Parret fandt præsten, som puslede lidt rundt med nogle kaffekander. De spurgte hende, hvad de skulle gøre med foredraget, hvortil hun svarede, at det nok egnede sig bedre en anden dag. Ifølge Mads fik præsten nævnt ordet mord, og han studsede over, hvor hun allerede vidste det fra. Men selv var han ikke i tvivl om, hvad der var foregået tidligere den dag. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *