Men den dag i april var der ikke ro, og Solveig traskede gennem den lange forhave og ned til indkørslen. Retsmedicinere, politifolk og læger bevægede sig frem og tilbage på asfalten, der nok aldrig havde set så mange skosåler på samme tid. Hun nåede dog aldrig længere, for politiet havde været så frække at spærre hendes indkørsel af med tape. Hendes første tanke var, at hun forhåbentlig ikke havde gjort noget dumt. Ligesom når man får øje på politiet i bakspejlet og pludselig bliver i tvivl om fartgrænsen og om baglygten virker. Hendes anden tanke var Aage. Han havde taget bilen på arbejde og var da nødt til at kunne parkere den i indkørslen, når han kom hjem.
En betjent fortalte, at der var sket et dødsfald i nabohuset, og at Aage sagtens kunne få adgang til indkørslen, når det blev nødvendigt. Solveig måtte konstatere, at der var mennesker nok på opgaven, og hvis hun ikke kunne være til hjælp, var der ikke nogen grund til at stikke næsen i sagerne. Og vigtigst af alt, så kunne Aage trille ind uden problemer. Så hun forsvandt tilbage bag hækken.
Senere på aftenen, da ordensmagten og polititapen var forsvundet, gik Solveig over til Mads fra nr. 2, og det var der, hun hørte det. Der var sket et mord. Solveig mente nok, at det var lidt pudsigt at konkludere noget, når manden endnu ikke var obduceret. Men i hendes øjne var Mads en pålidelig kilde, for han havde siddet i spjældet så mange gange, at han var venner med panserne. Og så kom det ikke bag på hende, at den slags kunne foregå inde ved siden af, men det er en længere historie, som vi nok skal vende tilbage til.
Så altså, Solveig hørte det fra Mads, som måske havde hørt det fra politiet. Solveig fortalte det til sin mand, Aage, men videre kom det aldrig, for deres hæk er for høj til, at man kan snakke over den.
Ved siden af Solveig ligger det, der i folkemunde kaldes Mejeriet. En konstruktion, der nærmere kan betegnes som en bygning frem for et hus eller et lejlighedskompleks, og hvor tagrenden drypper, når det lige har regnet. De splejsede græsplamager i forhaven er langsomt ved at blive slugt af grus og jord, og murstenene synker ind og danner sprækker. Snakken over hækken går da også på, om man bare skulle gå sammen om at købe stedet for at rive det ned. Men det kan udseendet ikke tage hele æren for.
Engang var bygningen hjem for, ja, det er til at gætte, Langå Mejeri. Nu ser flere den som kommunens skraldespand. Foretagendet lukkede ned i 1968, og bliver i dag udlejet til folk, der ikke har så mange andre muligheder. Narkomaner, alkoholikere og alvorligt psykisk syge personer rykker ind for en stund, der typisk ikke er specielt lang. Men man kan nå meget på lånt tid, og et mord ville ikke være den første gru, der havde udspillet sig bag Mejeriets mure.