Der havde tidligere været eksempler på ulven-kommer-episoder i Langå. Dorte huskede, hvordan snigskytter havde gemt sig i kirketårnet og bag hække, fordi nogen havde hørt skud hos naboen. Senere kunne politiet konstatere, at skyderiet i virkeligheden var kanonslag, der var blevet fyret af under en kuglegrill. Episoden blev senere en del af den lokale revy, så om ikke andet blev skandalen en god historie. Dorte tænkte, at det skulle blive spændende at stå op i morgen og finde ud af, om det samme var tilfældet her.
Men vi vil begynde med begyndelsen, og den var i en anden kant af byen nær centrum.
Fra Solveig og Aages køkkenvindue kan man akkurat skimte det asfalterede underlag på den anden side. Hækken kranser om hus og have og sørger for, at kun folk på første sal i nabohusene kan få et kig, hvis de virkelig strækker sig i vindueskarmen. Som Aage siger, så har de ikke brug for at blive overbegloet af nysgerrige naboøjne, og Solveig kan gå ud med skraldet i trusser, hvis hun skulle få lyst.
Den dag sidste april stod grenene fortsat halvnøgne og slanke og tillod blinkene at slippe igennem, da politibilerne ankom omkring kl. 16. De malede stuens vægge i blålige nuancer og forsøgte at trække Solveigs nysgerrighed frem fra sit skjul. Hendes første tanke var, at der måtte være sket noget med hendes genbo, og det behøvede hun ikke at være vidne til. Men da væggene efter længere tid ikke skiftede farve, kunne hun alligevel ikke dy sig og måtte overgive sig til sin nysgerrighed.
Solveig og hendes mand Aage flyttede i 1995 fra landet til det tilbagetrukne hus i Langå. Solveig kan godt lide at referere til det som noget gammelt lort, men i virkeligheden ved hun, at de to skal gå ned sammen. Altså, huset og hende.
Det var svært for Solveig at komme ind i Langå, for små byer har kliker. Det hjælper ikke, at man er en af dem, der gerne giver sin holdning til kende, og derfor er hun heller ikke sikker på, at hun er helt inde i varmen endnu. Det på trods af hendes poster i både forsamlingshusets bestyrelse og landsbyrådet, hvor hun har siddet, siden det hed Ørbæk Kommune.
Alligevel holder hun af byen. Hun holder af, at hun kan se vandet, når hun efter en arbejdsdag nærmer sig byskiltet, og hun holder af, at der er ro, når hun stiger ud af bilen og forsvinder om bag den høje hæk.